AGRIA BREED PROFILER

Kære specialklub!

Vi er glade for, at vi nu kan fremsende den fjerde og sidste nye version af Agria Breed Profiles – denne gang fra perioden 2011-2016. Materialet omfatter denne gang 180 racer. Som specialklub har I modtaget statistikker på de af klubbens racer, der er lavet Breed Profiles på. Vær opmærksom på at alt materialet findes både på engelsk og svensk, samt at der ikke altid er dødelighedsstatistikker trods det, at der er sygdomsstatistikker – og omvendt.

Vi har lagt mange ressourcer i at gøre vores omfattende statistiske materiale tilgængeligt og anvendeligt både for specialklubber, dyrlæger og opdrættere. Vi håber derfor, at Agria Breed Profiles vil give en bred indsigt i, hvilke sundhedsproblemer der findes hos den enkelte race, samt hvilke problemer opdrættere og hvalpekøbere støder på i hverdagen.

Vi håber, I vil tage positivt imod materialet, og anbefaler at I sætter jer ind i materialet samt deler Agria Breed Profiles med jeres medlemmer for at:

· Identificere sygdomme og skader, som rammer racen.

· Fremhæve fokusområder som klubben allerede arbejder med inden for sundhed hos racen – f.eks. RAS (Racespecifikke Avls Strategier), tidligere identificerede problemer hos racen og opfølgning på disse, sundhedsstrategier og lignende.

· Undgå misforståelser om racens resultater ved at hjælpe ejere og opdrættere med at tolke informationerne i profilerne, der fremover vil være tilgængelige via Agria, DKK, SKK samt andre specialklubber i udlandet.

· Forberede jer alle på eventuelle spørgsmål fra medier vedrørende jeres race og informationer koblet til Agria Breed Profiles.

Det er vigtigt at huske, at Agria Breed Profiles aldrig bør være den eneste kilde til klubbens sundhedsarbejde, blandt andet fordi statistikken kun bygger på diagnoser, som er erstatningsberettigede via forsikringer hos Agria Dyreforsikring. Der findes diagnoser, som ikke er erstatningsberettigede, eksempelvis adfærdsproblemer, kryptorkisme og navlebrok. Derfor er det sandsynligt, at de fleste af sådanne regninger ikke havner hos Agria og derfor heller ikke bliver regnet med i statistikken. Men fremgår diagnosen af statistikkerne, trods det, den ikke er erstatningsberettiget hos Agria, er det ofte et tegn på, at diagnosen er ganske hyppigt forekommende hos racen.

Agria Breed Profiles er ikke en facitliste til alt, der skal prioriteres i avlsarbejdet. Derimod er vores forhåbning, at den fungerer som en hjælp og et diskussionsgrundlag for jeres sundhedsudvalg, opdrættere med flere. For hvad er en vigtig sygdom for racen? Er det en som mange rammes af, eller er det en , som medfører store lidelser for den enkelte hund? Agria Breed Profiles giver jer overblikket og konkret fakta, som I kan arbejde videre med.

God læselyst!